I sundhedsvæsenet er der stor svigt af patienter - når de bliver udskrevet fra hospitalet, oplever mange - at de må finde ud af at klare sig selv. Trods de er så syge at de intet magter!
Her er et eksempel på en virkelig hændelse i tidsrummet 2010-2011
De sidder i deres eget lille trummerum og triller med fingrerne, bliver mere og mere deprimerede og begynder at tænke sorte tanker, spiser nogle piller og prøver at klare sig denne på denne måde- og afventer at få svar på deres ansøgning om hjælp som kan tage op til 2 år el. mere! De hører intet og føler sig mere og mere ignoreret af det danske sundhedsvæsen.
Hjælp til vasketøj: - så sker det pludselig - måske- at de får tilbud om hjælp til vasketøj, men som de selv skal betale trods at de er førtidspensionister, folke pensionister og nogle af de dårligst stillede i samfundet økonomisk. Hjælpen bliver så en belastning for dem istedetfor en hjælp - da dem som skal komme og yde hjælpen, ikke kan finde ud af at planlægge tiderne -så vasketiden ikke bliver taget af en anden beboer - og maskinerne bliver snuppet. De skal så belastes med at de skal forklare teamlederen - op til 20 gange, at der er et tidsrum hvor de gerne skal møde op til, så de kan nå at sætte tøjet over til vask. Senere hen, efter de så har snakket med hjemmehjælpen der kommer, da teamlederen stadigvæk ikke kan finde ud af at planlægge tiderne - hvor der også har været forklaret, hvordan det vil køre bedst det hele med vasketiderne, opgiver vedkommende bruger simpelthen, da psyken er kørt ned og oveni det, får brugeren pludselig afslag per telefon, bare et nej, uden begrundelse, på at få forlænget hjælpen til tøjvask, trods at brugeren endnu engang har måtte indlægges og blevet sat tilbage igen fysisk. Nu bugner hjemmet med vasketøj. Det var nok også meningen at Aarhus kommune ville opnå dette, at brugeren skulle blive træt af den dårlige "hjælp" der blev tilbudt og simpelthen opgive at bede om hjælpen til sidst. Brugeren blev tvunget til at sige ja tak, til et møde omkring et projekt der hedder "grib hverdagen", hvor brugeren oplyser, at det altså ikke er muligt at få vedkommende til pludselig at kunne løfte sit vasketøj op og ned ad trapperne, bare fordi de vil have en ergoterapeut hjem til brugeren, om de kan trylle eller hvad ? Visitatoren for lov at indhente nye oplysninger fra sygehus m.v. men vil stadigvæk have det møde for ellers kan brugeren ikke få noget "hjælp". Det bliver så ubehageligt for brugeren til sidst, at psyken går ned og overskudet til at afholde det møde som brugeren har følt sig tvunget til at sige ja til, aflyser brugeren>. Brugeren sidder nu tilbage med en regning for ekstrem dårlig hjemmehjælp og føler sig ignoreret og ligegyldigjort. Vasketøjet bugner bare op og begynder efterhånden at udlede en dårlig dunst.
*Man kan meget mere - Når man opdager at man selv - pludselig skal til at finde hjælpen *
*Tit og bøh! Nu sidder men der igen og ligner et klumpet stykke inventar, som bare er blevet kasseret i et hjørne i stuen* * Jeg tænker ofte, hvis man så et stjerneskud, ville man skynde sig - at"løbe" ud og ønske noget denne gang for sig selv - og ikke andre - måske det var fejlen dengang - man så sit første stjerneskud - at man ikke tænkte så meget på sig selv, men på - at andre skulle have det godt - Næste gang jeg ser et stjerneskud, vil jeg ønske mig rask og fri for sygdom!*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar