Kiovig

24 september 2013

Først kom subcuvia så kom privigen og til sidst dukkede kiovig op. 
De var alle nogle ivrige soldater men de bombede mig helt i bund.
Den første som hed subcuvia, skulle jeg selv stikke mig i maveflæsket med, det udløste en reaktion som jeg ikke kunne tolerere, jeg blev helt rød og det begyndte at klø vildt og jeg fik det meget varmt. Mon intentionen virkelig var at jeg selv skulle påføre mig denne ubehagelighed?
Privigen dukkede op  i kølvandet. Det var ikke ret langtid om at ske.
Den kørte en tur i mine blodbaner, i min sjæl og krop indtil jeg måtte sige stop.
Nu blev det for meget, alt det sætten gang i det ene og det andet duede bare ikke. Jeg sagde stop, fordi mit liv ikke kunne fortsætte på denne måde. Jeg fik heletiden feber og det stod på i flere måneder. Generelt var det influenzalignende symptomer. Ja, og ekstrem træthed.
Igår kom Kiovig så på banen. Den kører langtsom rundt i mine blodbaner nu her og jeg kan mærke trætheden er begyndt at tage kraftigt til. Nu håber jeg så at jeg tåler dette bedre, desværre er der de næsten samme bivirkninger som i privigen.
Jeg krydser fingre og tæer forsigtigt på, at det lykkes denne gang at finde noget som jeg kan få det godt med. Mit ellers inaktive liv skulle gerne kunne blive bedre end det er nu og et mere udholdeligt liv.
Det er meget sammenlignelig med en lettere depression hver gang man har været derude og kommer hjem igen. Ja, faktisk op til de dage der ligger tæt på at man skal derud. Jeg havde mareridt om natten og drømte om min læge og sygeplejerske. > Jeg var på et hospital, indlagt, da jeg lå på en 4 mands stue. Det var halvmørkt på stuen, men jeg kunne se mit snit til at prøve at narre sygeplejersken. Jeg tog en sprøjte og fyldte den med en væske, som jeg ikke ved hvad var for en, jeg tog fat i slangen som var sat til mit venflon, sprøjtede væsken i, men da jeg skulle til det, for en masse tanker igennem mit hovede, jeg så mig selv ligge og have ekstreme smerter i brystkassen, hvis jeg bare havde sprøjtet luft i slangen, jeg stoppede halvvejs cirka med at sprøjte videre, pludselig lå jeg med benene halvt ud over håndvasken og med tæppe på og halv sov da de kom ind på stuen til mig. De havde vidst ikke opdaget hvad jeg havde gang i. Så stoppede drømmen og jeg skulle afsted derud.
Det blev en rigtig lortedag. Jeg ankom ved 9:30 tiden og laboranten måtte stikke 3 gange før det lykkedes hende at suge noget blod ud. Da jeg så bagefter skulle ind på stuen og have laget et venflon, kunne lægen ikke stikke rigtigt og jagede nålen lige lodret næsten ned i overhånden, jeg skulle sidde på den mest underlige måde med hånden, selvom jeg var vant til at have den liggende let knyttet på bordpladen, som er den mest behagelige måde at sidde med arm og hånd på, men det lyttede hun slet ikke til, anden gangen stak hun så i en forgrenet vene til den hun lige havde jaget ned i med nålen, det gik også galt, så sagde jeg at jeg skulle have noget at drikke men at jeg kom hurtigt tilbage igen, så kunne hun begynde at lægge venflon i sengemakkerens hånd istedet.
Da jeg nåede tilbage igen, var hun gået, og min sengekammerat havde fået lagt sin ved første forsøg, ih, hvor var hun heldig og også nervøs, da hun jo heller ikke havde set den læge før og blev mere nervøs da hun overværede at jeg blev fejlstukket to gange. Der dukkede en lille spinkel ubarberet ung læge op, som med et forsøg kunne klare jobbet. Hurra, det var dejligt. 3 gang - lykkens gang.

...måske rådner de ikke hurtigere end andres, men nok de fleste, har altid haft bøvl med tænderne siden barns ben. Et familiemedlem sagde til mig engang,> det var fordi jeg ikke var glad for at få børstet tænder<, men jeg tror også at det er fordi jeg blev holdt fast i tandlægestolen ved skoletandlægen - at min tandlægeskræk derefter blev forværret. Da jeg var 2 år blev jeg opereret for ganespalte, jeg lå fastspændt i sygesengen i nogle uger fordi jeg ikke måtte røre ved noget. Det har nok været et traume som  sidder  i min bevidsthed og mit forsvar er så, at ingen skal stå bøjet henover mig - hvor jeg også mærker en panik der går igang med det samme - Jeg oplevede det sidste gang da jeg lige skulle have et tjek op. Lægen bøjede sig henover sengen og med det samme, kunne jeg mærke at jeg gik ud af kroppen og fik et angstanfald, jeg kunne se han talte til mig, men kunne ikke høre det, så kom jeg tilbage til mig selv igen, i nogle split sekunder varede det, og måtte lige have ham til at gentage det han spurgte mig om. Det er ligesom at min krop reagerer fuldstændigt som var jeg i en truet situation. Et forsvar går igang og jeg ved også, at det kan være andre ting som har præget mig, der gør at jeg reagerer som jeg gør. Ja, jeg er for nogle nok lidt underlig til tider at læse om, men helt sikkert ikke den eneste med gode forsvarsmekanismer og en god sans for humor har jeg dog, heldigvis, for kan man ikke grine så må man græde og  kan man ikke græde så må man reagere på en anden måde, den måde har man nok aldrig helt selv styr på og kan for andre betragtes som at værende et sygt og underligt menneske. Jeg ser det ikke som noget sygt, men bare som en forsvarsmekanisme man ikke selv kan kontrollere, selvom man gerne vil. 
Det lykkedes at få overstået behandling, komme hjem, spise lidt mad, se tv og spille lidt computer...så faldt jeg næsten i søvn ved computeren men fik mig hevet op igen, jeg sov tidligt den aften og idag faldt jeg i søvn allerede kl 20:00 cirka, hvilket jo er alt for tidligt normalt for mig. Jeg besluttede så at her kunne jeg måske lige gøre lidt gavn for mig selv, skrive lidt på min blog og få opdateret. Godnat herfra.